Bådudlejning i Sverige

Oplev Sweden fra søsiden med dine medrejsende.

Sejledestination Sverige

Sverige er et vidunderligt område at sejle i, en skandinavisk perle, som sagtens kan konkurrere med mere eksotiske lokationer. Skærgården er vidunderlig. Så vild og så smuk – og så anderledes end vores hjemlige farvande. Og man kan stoppe og smide ankeret næsten hvor som helst i læ af en ø og spise frokost og tage en badetur, inden man sejler videre.

Oplev Sverige

Sverige har en kystlinje der adskiller sig markant fra den dansk. Og hele vejen langs den svenske kyst finder du den smukke svenske skærgård med sine frodige befolkede øer, affolkede eller forladte småøer, og rå klippeskær som små oaser af fred og stilhed. Du kommer helt tæt på naturen og havet, der har et rigt fugle- og fiskeliv til glæde for både øje og gane. Man kan sagtens opleve øerne til fods. En anden mulighed er at leje cykel til at komme rundt. De større skærgårdsøer har spisesteder, overnatningsmuligheder, badestrand og gode vandrestier Den vestsvenske skærgård er noget helt særligt med sin storslåede natur, svenske idyl og langsomme ro, og ø-hop er den perfekte måde at opleve skærgården på. Et af de mest populære områder er Bohuslän, nord for Göteborg. Uanset hvilke øer, du hopper imellem, kommer du til at opleve granitklipper, smuk aftensol, urørte bugter, snoede promenadestier og følelsen af at være komplet omgivet af vand. Et andet område er Gøteborgs sydlige skærgård, som består af over 100 navngivne småøer og klippeskær, hvoraf de største øer har helårsboliger eller sommerhuse. Flere af de store øer er bilfrie, bl.a. Styrsö, hvor de lokale anvender cykel, knallert eller eldrevne golfvogne til at komme rundt på øen. Længere nordpå, finder man Stockholms skærgården. Stockholms skærgård består af omkring 30.000 små øer, skær og klipper og dækker et areal på 700 kvadratkilometer, og er dermed Sveriges største. Flere af øerne har fungerende samfund, så I skal ikke gå sultne rundt, for I kan finde både restauranter og små butikker. Men der er også rig mulighed for at I alle kan blive underholdt ved at besøg en af de mange øer, hvor I kan gå på opdagelse og finde vilde bær og svampe, eller opleve det fantastiske dyreliv. Der er også mulighed for at bade eller grille de fisk i har fanget i løbet af dagen. Ellers har flere af øerne et fungerende samfund, hvor der både findes restauranter og små butikker.

Mad - oplev det svenske køkken

Det svenske køkken eller Sveriges madkultur udviser tydelige regionale forskelle. Svenskernes tre hovedmåltider er: Frukost (morgenmad), lunch (frokost) og middag (aftensmad). Mange får varm mad til lunch, og måltidet indtages ofte i kantiner eller på restauranter. Også i de svenske daginstitutioner og skoler serverer man varm mad til børnene midt på dagen. Den tidligere traditionelle husmandskost var solid og fed. Den hang sammen med de lokale råvarer og de forarbejdnings – og opbevaringsmuligheder, der var til stede. F.eks. behøvede man kun at bage knækbrød (knäckebröd) et par gange om året, fordi det kunne opbevares. Saltet svinekød og saltsild var ofte hovedingredienser i den daglige mad. Tyttebær serveres til mange svenske retter. I gammel tid var det nødvendigt at anvende de råvarer, der var til stede. I det nordlige var der ikke så stor mulighed for produktion af grøntsager, så man brugte de bær, der var i skoven. Brugen af tyttebær bredte sig til hele Sverige, og de velsmagende bær anvendes også i stort omfang i dag.

Seværdigheder

Sverige er et land fyldt med gode seværdigheder, mange spændende attraktioner, smuk natur og events fra nord til syd. Ud over den smukke natur, hvor du har mulighed for at gå på opdagelse på en af de mange små øer, kan du også opleve de mange spændende havnebyer, som ligger ved den svenske vestkyst. Ønsker du lidt mere storbyliv, findes der mange muligheder i Göteborg og Stockholm. Liseberg i Göteborg er et Nordens største forlystelsespark. Dette "Sveriges Tivoli" er en af de allermest populære attraktioner i Sverige og er også blevet kaldt verdens bedste forlystelsespark! Hovedforlystelsen i parken er rutschebanen op til det rumlignende, futuristiske tårn 83 meter over jorden! På Götaplatsen ligger Göteborgs kunstmuseum, og her kan nordiske og europæiske mestre beskues. Museet er dog mest kendt for samlinger af værker fra malerne Rubens, Van Gogh, Rembrandt og Picasso. Der er et væld af seværdigheder i Stockholm. Der er blandt andet National Museet, August Strindberg Museet, Museet for Moderne Kunst og Det Kongelige Palads. Stockholm har tradition for gode museer, så det er blot om at komme i gang. Det store kongeskib, Vasa, som sank på dets jomfrutur i 1628 midt i den stockholmske skærgård, er overordentligt velbevaret og et betagende syn i dets helt særlige arkitektoniske museum. Museet er også placeret på Djurgården.

Badestrande i Sverige

Sverige kan byde på utroligt mange fristende bade steder af vidt forskellig art – både med hensyn til den omgivende natur og de lokale faciliteter. Og strandene varierer meget, alt efter hvor i Sverige du befinder dig. Det er lige fra hvide sandstrande og flotte sandklitter i Sydsverige til de mere rå klippeøer, hvor der er mulighed for udspring. Når du bader i Sverige, skal du, som alle andre steder, bade med omtanke og være opmærksom på miljø og naturlige omgivelser. Ved kysten skal man altid være påpasselig med hensyn til strømforhold og eventuelt spørge lokale til råds; nogle af de mest populære strande har livreddere på plads om sommeren. Lav aldrig udspring, fra klipper eller andet, uden først grundigt at tjekke vanddybden.